The power of nature

The power of nature

Modström hylder hver sæson stærke, passionerede kvinder og deres glæde ved hvad de laver igennem mantraet ”The Power of Joy”. Den nyeste portrætserie fra Modström sætter naturen i fokus og den energi, som opstår, når man dyrker sin hobby og passion i det fri. Med udgangspunkt i glæden ved naturen tager Modstöm afsæt hos fire seje kvinder, der alle dyrker deres passion under åben himmel. Kvinderne lader os, iført deres favorit styles fra den nyeste Modström-kollektion, komme tæt på deres passion og træning, samt hvordan naturen bringer dem glæde.

#thepowerofnature

Laura Petri

Fortæl os, hvad du holder af ved din passion/hobby?

Generelt er jeg passioneret omkring at leve en sund og aktiv livsstil. Jeg tilstræber at være den bedste version af min selv, hvor klichéagtigt det end må lyde. Derfor finder jeg en kombinationen af forskellige typer af aktiviteter enormt sjovt og motiverende, og på nuværende tidspunkt dyrker jeg både løb og cykling. Senere i maj skal jeg faktisk løbe mit første maraton, hvilket jeg ser enormt meget frem til. Dette indebærer mange timer i løbeskoene, som kan være hårdt for kroppen. Derfor prioriterer jeg restitution enormt højt. Jeg er så privilegeret at bo tæt på Nordhavnen, hvor jeg elsker at tage en svømmetur tidligt om morgenen hele året rundt. Samtidig er jeg omringet af den smukkeste natur og grønne områder, heriblandt Fælledparken og Kastellet, som jeg udnytter til nogle rolige spadsereture om aftenen eller i weekenden. Disse handlinger bidrager i den gradtil at give mig lidt ekstra energi i hverdagen.

Hvordan bruger du naturen i København og hvilken glæde giver det dig?

København har så meget at byde på med natur og især mindre grønne områder rundt omkring i centrum. Især amagerfælled bliver brugt hyppigt til morgenløbeture samt cykelture med vennerne. Da jeg selv er opvokset i et område omringet af natur, finder jeg det enormt befriende at træne i disse omgivelser, som kan have en helt afstressende effekt på krop og sjæl. Jeg tager derfor mig selv i at søge disse områder, specielt i mere travle perioder, for at få et pusterum og forblive “grounded” i mere end én forstand. Samtidig har naturen en evne til at gøre mig mere bevidst og taknemmelig over min tilværelse og nuet.

Hvor er dit favorit spot i naturen til at dyrke din passion, og hvorfor er netop dette dit favorit-spot?

Mit favoritsted i øjeblikket må være Kastellet på Østerbro. Det ligger nemlig en spytklat væk fra min lejlighed, så her løber jeg ofte nogle morgenture. Jeg elsker den fredfyldte stemning som man finder der, kombineret med de fine gardere som går deres daglige runder på voldene. Dette får mig altid til at tænke tilbage på min tid som Konstabel i Forsvaret, hvor størstedelen af arbejdstiden blev brugt i det fri.

Astrid Tind

Fortæl os, hvad du holder af ved din passion/hobby?

Min hobby er at dyrke motion og jeg elsker at hjælpe andre med at opbygge sunde vaner og lærer fra mig med min træningsviden. Jeg synes det er skønt at træne udenfor, hvor dagslyset giver os energi og man kan mærke elementerne.

Hvordan bruger du naturen i København og hvilken glæde giver det dig?

Jeg bruger naturen i København til at træne i, både selv, men det er også her jeg har mine træningshold. Ofte, når jeg befinder mig i parker omkring i København, kigger jeg efter gode træningspots med muligheder for at hænge udstyr op, plads til løb og smukke omgivelser. Jeg er selv opvokset tæt på skov og søer, så jeg nyder at jeg kan cykle rundt i København og finde mange af de samme egenskaber fra naturen her. Jeg bruger også naturen rundt om i byen til at nyde en god kop kaffe og hvem ved, måske tage en lur på græsset en varm sommerdag.

Hvor er dit favorit spot i naturen til at dyrke din passion, og hvorfor er netop dette

Mit favorit spot i naturen er tæt på store træer. Et stort træ er perfekt til at træne ved. Her kan man nemt hænge udstyr op i eller binde elastikker omkring og få en ideel træning. Inde i København er der flest store træer i Fælledparken. Jeg synes store træer er magiske og levende. Tænk, at de har levet så længe og oplevet så meget. Det er skønt at se den transformation der sker hver sæson, når et træ går fra at være helt bart, til at klæde sig på med grønne blade og kaste skygge omkring sig.

Christina Bragh Lorenzen

Fortæl os, hvad du holder af ved din passion/hobby?

Cykling er, for mig, et frirum. Når jeg cykler alene, kan mine tanker få frit løb og jeg kommer ofte hjem med nye ideer, lige fra hvordan jeg løser opgaver på arbejdet til hvad min mor skal have i fødselsdagsgave. Og så har jeg haft nogle af mine bedste samtaler på en cykel. Lidt som man siger, at man har gode samtaler i en bil, fordi man ikke sidder overfor hinanden, men ved siden af hinanden. Det samme gør sig gældende, når man cykler side om side i mange timer.

Dertil giver cykling mig også det vildeste adrenalinkick. Følelsen jeg har i sekunderne efter jeg har kørt mig selv fuldstændig ud i et hårdt interval, er en af de fedeste følelser i verden. Og så sover man bare rigtig godt efter 3 timer i sadlen med vind og vejr i ansigtet.

Hvordan bruger du naturen i København og hvilken glæde giver det dig?

København er for mig min vej ud i naturen. Jeg bor ved søerne, så jeg cykler derfra og gennem København for at komme ud til lange landeveje og gule rapsmarker, og så vender jeg snuden hjem igen, for at se solnedgangen ved søerne på en bænk med mine venner. Så skal jeg faktisk ikke bede om meget mere.

Hvor er dit favorit spot i naturen til at dyrke din passion, og hvorfor er netop dette dit favorit-spot?

Det dejlige ved cykling er, at man kan komme langt på kort tid, hvilket også gør det svært at sætte sig fast på ét favoritspot, fordi man kommer så meget rundt. Dog er meget få ting er bedre end et kaffestop efter masser af kilometer i benene, et sted i solen, en forårsdag med nyudsprungne træer og blomster.

Karina Wòjcik Otto

Fortæl os, hvad du holder af ved din passion/hobby?

Frihed er en virkelig stor personlig værdi for mig og løb giver mig netop det. Det er en kæmpe frihedsfølelse at kunne løbe hurtigt og langt og jeg føler mig meget empowered, når jeg kan mere end jeg selv troede. Løb er typisk en individuel sport, men jeg bruger den som et socialt samlingspunkt i en travl hverdag, når jeg mødes med mine venner fra NBRO Running flere gange om ugen og løber sammen. Vi gør løb til den holdsport det normalt ikke er og hjælper hinanden til at blive bedre og samler hinanden op, når der er brug for det. Der er kæmpe store følelser på spil, når man fx krydser målstregen til et marathon sammen, hvor man ikke bare har fulgtes ad hele løbet, men også i al træningen op til, og det kulminerer bare, når det lykkedes at nå det mål man har kæmpet for at nå i fællesskab og har støttet hinanden i processen dertil. Det giver mig så meget energi at holde mig i gang og være i form og føle mig stærk, som også materialiserer sig i en generel tryghed i at være i verden.

Hvordan bruger du naturen i København og hvilken glæde giver det dig?

Selvom jeg løber mange ture sammen med andre, løber jeg også mange ture alene med en podcast eller god lydbog i ørerne. Her elsker jeg at søge mod de mange grønne områder, der findes tæt på byen i København. Jeg elsker det pulserende byliv og alle de ting der hører til, som mange mennesker og restauranter og gang i den, men jeg elsker også at jeg på ret få kilometer kan komme ud af byen og mærke den store kontrast der er i de grønne områder omkring byen med ro og dyreliv og frisk luft. Det er enormt afstressende og det hjælper mig med at få perspektiv, når noget kan virke overvældende. I naturen er man jo lillebitte, og så bliver udfordringerne man bakser med, også til at klare.
Jeg elsker at koble fra og få et pusterum fra en hektisk hverdag ved at løbe ud og lade tankerne flyde. Tit og ofte løber jeg en tur efter jeg har været på kontoret, og så får jeg gode kreative ideer og løsningsforslag til en arbejdsopgave og kan gå hjem og overføre mine tanker til at blive en konkret præsentation. Jeg tror mange af mine geniale påfund er opstået på den måde. Haha. Om vinteren kan det føles uoverkommeligt at skulle ud og løbe i kulden og mørket, men det er fantastisk, når man kommer afsted og det eneste tidspunkt jeg nærmest er udenfor uden at fryse i vinterhalvåret. Hvis jeg ikke løb, ville jeg nok bure mig inde fra november til marts, og jeg ville se meget mindre grønt og natur end alt det jeg trods alt får set mange gange om ugen via løb, selvom jeg bor midt i byen.

Hvor er dit favorit spot i naturen til at dyrke din passion, og hvorfor er netop dette dit favorit-spot?

Jeg har mange yndlingssteder og ruter i København. Jeg bor på Frederiksberg og min favorit rute er, at løbe over Valby og Damhussøen bagom til Utterslev mose. Jeg elsker også at løbe over Sydhavnstippen og Amager fælled, selvom jeg aldrig kan finde rundt derude. Til de korte, hurtige morgenture tager jeg Frederiksberg Have, Søndermarken eller Vestre Kirkegård. Når jeg er nordpå hos mine forældre, løber jeg langs vandet fra Gilleleje til Hornbæk - det er også virkelig anbefalingsværdigt!